Engang imellem kan man godt få fornemmelsen af, at der sidder en lille lovdjævel med horn i panden og griner nede foran det store ildsted i underetagen – samtidig med, at han styrer, hvilke mærkværdigheder der denne gang skal få panderynkerne frem hos os andre.  Og man kan også sagtens fristes til at tro, at han har speciel glæde ved at bundte tingene pænt, således at der efter en vanvittig situation kommer en beslægtet, som er endnu mere vanvittig. Det er kun et par uger siden, jeg på dette sted havde gang i AGFs Mikanovic-udvisning i pausen, som var så tilpas usædvanlig en tildragelse til, at den bragte tingene og medierne voldsomt i kog. Det er nu engang lettest og mest fatteligt for alle parter, hvis udvisninger sker dér, hvor man skulle forvente det, inden for de 2 x 45 minutter. Det kan man ligesom forholde sig til. Men i sidste uges Europa League-kampe fik skruen en tand mere, da Patrice Evra, som nu er blevet 36 år og havnet i Marseille, præsterede at få en raget en udvisning til sig under opvarmningen til kampen mod Guimaraes- før vi overhovedet var nået frem til at skulle spille fodbold.  Én ting var selve tidspunktet – men forseelsens art var om muligt endnu mere kuriøs, nemlig at sparke en af holdets egne fans i hovedet med et regulært karatespark.

Selvfølgelig er der ingen tvivl om, at hvis man gør sådan noget, skal man ikke have lov til at spille fodbold den dag, men for at få det rent lovmæssige grundlag på plads, skal forseelsen jo have et navn. Og det bliver i dette tilfælde ‘voldsom adfærd’ – måske ikke så overraskende, men lovteknisk er den i skarp konkurrence med en anden udvisningsforseelse, nemlig ‘ spil, som i alvorlig grad er utilladeligt’.  Spilleren er nok ligeglad med, om han bliver udvist for den ene eller anden forseelse, og de er også i familie med hinanden på den måde, at de begge omfatter handlinger, som udføres med brutalitet eller unødvendig stor voldsomhed. Men der er den forskel, at ’spil, som i alvorlig grad er utilladeligt’ dækker over noget, som foretages mod en modspiller, mens man er i kamp mod bolden, mens den voldsomme adfærd i princippet kan foretages mod hvem som helst enten på banen eller uden for den. Det behøver altså ikke at være en spiller, som det går ud over, og bolden er slet ikke et issue – faktisk behøver den ikke engang at være i spil.

Voldsom adfærd kan efter lovteksten udføres mod ‘en hvilken som helst person’, men tager vi spillets ånd med ind, gælder det et hvilket som helst levende væsen (‘alt der har en puls’, som vi ynder at sige). Det kan ikke være rimeligt, at det skal være billigere at sparke den hund, som har forvildet sig ind på banen, end det skal være at sparke en medspiller, modspiller, tilskuer eller fysioterapeut. Men at det skal være et levende væsen, giver vi ikke køb på. Den spiller, som i arrigskab – eller i scoringsjubel, som jeg sågar har set det – smadrer et par ruder i udskiftningsboksen (ikke et ord om havestole i denne uge !), opfører sig måske godt nok voldsomt, men det kvalificererer ikke til at pådrage sig et direkte rødt kort.

Det kuriøse her er selvfølgelig, at det sker, før kampen overhovedet er gået i gang – og at det sker mod en tilskuer. Tilskueren først: det kan være helt ligegyldigt, hvilket levende væsen det går ud over: udvisning bliver der under alle omstændigheder. Man har set tilfælde, hvor en tilskuer er løbet ind og er gået til angreb på en spiller, som så til gengæld har jævnet tilskueren med jorden og er blevet udvist. Jeg husker en situation fra den hollandske Æresdivision for en håndfuld år siden, hvor en målmand gik hårdt til en tilskuer, som løb ind og generede ham. Man kan lide det eller ej, men udvises skal han (tilskueren skal nok få sin straf på anden vis), og det spiller smukt sammen med et af de andre temaer, der har været forbi for nylig, nemlig at man ikke på banen får rabat, fordi man har været provokeret. Her ses handlingerne som isolerede tilfælde, og så kan det da godt være, at elementet af provokation kan betyde noget ved karantæneudmålingen, men det er fodboldloven sådan set helt ligeglad med. Også på dansk grund har vi prøvet noget lignende i en divisionskamp i Roskilde, hvor udeholdets målmand blev forulempet af en tilskuer (så vidt jeg husker, var det noget fyrværkeri, der blev kastet ind), hvorefter målmanden forcerede hegnet op til tilskuerpladserne og havde solidt fat i synderen, inden det lykkedes at få skilt parterne ad. Han blev også udvist, som han skulle – og så blev der i øvrigt ikke idømt karantæne. Ikke just en ønskesituation for en dommer at skulle tage stilling til, for selv om loven er klar nok, ligger en stor del af sympatien uden tvivl hos spilleren.

At det hele sker, før kampen er gået i gang, er heller ikke uinteressant – og virkelig usædvanligt. Jeg har set en spiller, som under kampen varmede op bag den ene linjedommer, blive udvist, før han overhovedet kom i spil, fordi han brokkede sig helt vildt over en offside-kendelse (som han selvfølgelig også var udmærket placeret til at kunne vurdere) – men før kampen er sjældent og nærmest uhørt på dette niveau. Evra var da også den første spiller i Europa Leagues historie, som præsterede det. Ét af de telegrammer, som jeg så omtale hændelsen, gjorde et mægtig stort nummer ud af, at Evra kun var skrevet på som udskiftningsspiller, og dermed fik Marseille stadig lov til at starte med 11 spillere på banen. Det er selvfølgelig ikke objektivt forkert, men det er heller ikke helt rigtigt – for uanset hvor på kortet Evra havde stået, ville holdet have startet med 11 spillere. Spillere, som bliver udvist, før kampen starter, kan erstattes med én af de navngivne reserver. I princippet kunne de to anførere komme op at slås, fordi de ikke kunne finde ud af at vælge plat eller krone ved         lodtrækningen før kampen, blive udvist – og holdene ville stadig være 11 spillere på hver side. Det ville heller ikke påvirke antallet af tilladte udskiftninger under kampen – det ville typisk stadig være tre – men det ville reducere antallet af spillere på bænken som udskiftningsmuligheder, eftersom den navngivne reserve, som nu er blevet forfremmet til spiller, ikke må erstattes på bænken.

I den knap så voldsomme, men ikke mindre lovkuriøse afdeling  var en hændelse, der skete under noget mere ydmyge former i en skotsk League Two-kamp mellem Berwick og Cowdenbeath i lørdags. Ved stillingen 0-0 kastede en Cowdenbeath-spiller sig ned i en Berwick-angriber – men han gjorde det yderst utraditionelt med overkroppen forrest og drejede sig rundt, så han ramte angriberens ben med ryggen. Det hele foregik i Cowdenbeaths straffesparksfelt, så der kom et straffespark ud af det – og det vandt Berwick 1-0 på. Men hvor er vi henne lovmæssigt, for det er heller ikke just noget, der sker hver weekend ?

Der er jo de 11 forseelser, som der kan dømmes straffespark for, hvis de begås forsætligt mod en modspiller i synderens eget straffesparksfelt – og mens man ret hurtigt kan eliminere en del af dem som muligheder, bliver der nogle få tilbage. Teknisk kan man f.eks. sagtens spænde ben med kroppen ved at bøje sig foran eller bag ved en modspiller. Det er det, som vi af og til ser i luftdueller, og hvor kommentaren typisk er, at spilleren bliver underløbet. Udmærket udtryk, som meget præcist fortæller, hvad der rent faktisk sker – men lovteknisk et benspænd, selv om det ikke bliver begået med benene. Der er også en anden mulighed, som blev introduceret sidste år, da man skruede en anelse på formuleringen af én af de 11 forseelser. Før hed den ‘tackle en modspiller’ – nu hedder den ‘tackle en modspiller eller angribe med en anden del af kroppen’. Idéen med det var at få de tilfælde med, hvor kontakten sker f.eks. med et knæ, hvad man dårligt kan kalde en klassisk tackling. Og endelig er der den spritnye mulighed, som også kom til sidste år, nemlig ‘bremser en modspiller med fysisk kontakt’ Typisk set, når et farligt spil eller en obstruktion resulterer i en kontakt og dermed bliver til direkte frispark – men den kan man såmænd også godt bruge.

Så sig ikke, at lovstof nødvendigvis er kedeligt, og bedst som man tror, at nu må man da have set det hele, dukker der nye variationer op. Prøv selv at jagte situationen fra Skotland på nettet – en simpel Google-søgning på ‘Berwick’ og ‘Cowdenbeath’ giver lidt videoklip at vælge imellem. Og et videoklip kan sige mere end tusind ord – helt uden at vi skal tale videodommer, hvilket man åbenbart i den grad gør i Tyskland i disse dage. Det kan jeg altid vende tilbage til en anden god gang.

Jans Corner: Udvist før kampen