Jeg har tilladt mig den luksus at være udenlands en halv snes dage, og jeg kan da ved at læse aviser konstatere, at der har været nok at gribe fat i imens. Det er ikke hverdagskost, at straffesparkskonkurrencer går skævt, og tildeling af kort i pausen er heller ikke en hyppig foreteelse – slet ikke, når det i sidste ende medfører en udvisning. Men jeg holder fast i mit princip om ikke at begynde at udbrede mig om sager, som stadig verserer, eller hvor der er varslet en protest. Og da både pokalkampen mellem HIK og Silkeborg og superligakampen mellem AGF og Lyngby, som jeg kan læse det, hører til i den kategori, bliver det følgende meget på det generelle plan, selv om det naturligvis ikke totalt kan undgås at komme ind på det konkrete, der just er foregået.

Straffesparkskonkurrencer er på mange måder det ultimative drama ved en kamp, hvor der skal finde en vinder. Der findes i den grad både tilhængere og modstandere af foretagendet – der er sågar nogle, der har påstået, at dette ikke har noget med fodbold at gøre. Det synes jeg nu nok er en noget heftig påstand, men det er da rigtigt, at der pludselig kommer en god del psykologi oven i hatten. Men straffespark er trods alt noget, der kan trænes, og ingen har endnu kunnet komme op med noget, som er bedre. Fodboldloven tillader kun tre måder at afgøre en kamp på, som skal have en vinder: forlænget spilletid, straffesparkskonkurrence eller at udebanemål tæller dobbelt, eventuelt i skøn kombination. Man har turneringer, hvor der gås direkte til straffesparkene, hvis stillingen er uafgjort efter ordinær spilletid – men i de fleste tilfælde tager man lige en tur omkring den forlængede spilletid først. Afgørelsen på udebanemål har været praksis i de europæiske klubturneringer i vel godt 40 år nu. I tidligere tider spillede man omkamp på neutral bane, hvis stillingen var lige efter to kampe – men det tillader nutidens komprimerede kampprogram ikke, og det er heller ikke nogen billig løsning. Var stillingen dengang så stadig uafgjort, gik man til forlænget spilletid – og i sidste ende lodtrækning.  Med udebanemålene er der det ekstra lille raffinement, at de også tæller dobbelt i den forlængede spilletid – det opvejer lidt af den fordel, som det andet hold har ved at spille på hjemmebane, når afgørelsen skal træffes.

Det er nok meget godt, at fodboldloven direkte lister op, hvilke muligheder for afgørelser man kan tillade sig at bruge. Ellers kunne man godt komme ud i hjørnerne med nogle fantasifulde måder. Jeg har selv i den gamle divisionsvinterturnering været med til kampe, som skulle afgøres på ‘amerikanske straffespark’  á la ishockey, hvor sparkeren fik udleveret bolden på banens midte og så skulle drible ned mod målmanden – eller endnu værre i en privatturnering, hvor det hold vandt, som havde haft flest hjørnespark i 2. halvleg.

Jeg holder meget af straffesparkskonkurrencer og det psykologiske spil, der bliver indbygget i dem – men jeg kan også sagtens forstå dem, der hader dem, især når det udvikler sig til et regulært kompleks, som det har været tilfældet med England. Almindelige straffespark i en ordinær kamp har et eller andet basalt ‘mand mod mand’ over sig – og så bliver virkningen naturligvis forstærket, når der kommer en hel serie af dem. Det er sådanne situationer, som skaber helte og skurke. Men med psykologiens indtog kommer også overvejelserne, om det er bedst at sparke først eller sidst. Helt frem til 2003 var det sådan, at vinderen af lodtrækningen inden straffesparkskonkurrencen skulle sparke først, sikkert ud fra den mening, at det var bedst ikke hele tiden at have presset på sig. Fra 2003 har vinderen af lodtrækningen kunnet vælge, om man ville sparke først eller sidst. Var det mig, ville jeg personligt afgjort foretrække at sparke først – men ved et par af de seneste slutrunder har flere hold faktisk valgt at sparke sidst (og som oftest ikke med succes).

Og så begynder vi at nærme os sagens kerne. Den autoriserede måde at sparke straffespark på er ABAB – hele tiden med det samme hold, der sparker sidst. For at komme ud over, at det hele tiden er det samme hold, der skal leve op til forventningerne, har man ved nogle slutrunder det seneste år som et kontrolleret forsøg kørt med sparkerækkefølgen ABBA, som man kender det fra tiebreak i tennis, hvor presset kommer til at ligge skiftevis på spillerne. Men det er altså indtil videre kun et forsøg, og der er ikke taget stilling til, om det senere skal blive en tilladt mulighed – eller simpelthen den autoriserede måde, som man sparker straffesparkskonkurrencer på.  Af tilsvarende forsøg har vi muligheden for at få en ekstra udskiftningsmulighed nummer fire, hvis en kamp går i forlænget spilletid – det afprøves også i øjeblikket ved nogle slutrunder.

Men så længe det kun er et forsøg, og så længe ikke alle er blevet informeret om, at nu er der ændringer, er det selvfølgelig fremdeles det gamle, der er gældende, også i landspokalturneringen, altså ABAB.  HIK – Silkeborg blev afviklet med ABBA – heraf misèren.  Selvfølgelig kan klappen gå ned for enhver, men det allerstørste mysterium for mig er faktisk, at vi har forsamlet tre dommere, to komplette hold samt en flok ledere – og ikke én har tilsyneladende rakt fingeren i vejret og spurgt ‘Er vi nu sikre på, at det her er rigtigt – skal vi ikke lige checke det, sådan bare for en sikkerheds skyld ?’. Det har godt nok været en stor kollektiv klap, der er gået ned her – og selv om ansvaret og problemet selvfølgelig i sidste ende er dommerens, er der vel en morale i, at alle bør have styr på, hvilke regler man spiller efter…

I kampen mellem AGF og Lyngby fik vi så en advarsel nr. 2 lig med udvisning i pausen til AGFs Mikanovic, og det har selvfølgelig også ramt overskrifterne og sat sindene i kog. Jeg mindes heller ikke, at vi på superliganiveau har oplevet det før. Der er faldet kort på vej ud af banen til pause, der er faldet kort efter kampen – jeg mindes sågar en udvisning i spillergangen ud for dommerens omklædningsrum, da man var på vej ind – men lige denne variant tror jeg ikke, at vi har mødt.

Først og fremmest skal man vel slå fast, at det sagtens kan lade sig gøre at tildele advarsler i pausen. Dommerens straffemyndighed strækker sig over tidsrummet fra han er i sit omklædningsrum før kampen, og til han forlader det igen efter kampen – inklusive kampen, pausen og perioden umiddelbart efter kampen. Fodboldloven er til gengæld stået af, hvis en spiller f.eks. overfuser dommeren i restauranten bagefter,  på vej hjem i toget e.l.  Så er det de almindelige danske love og regler, der gælder. Men uanset om de er lovmæssigt korrekte, er lige akkurat sanktioner i pausen forbandet svære at få solgt på fornuftig vis, fordi man skal ud til hver sit omklædningsrum. Når dommeren fløjter til pause, vil det med fire dommere internationalt  typisk være sådan, at fjerdedommer og 1. linjedommer deler sig, således at én straks bevæger sig ned i spillertunnellen for at se, om der skulle ske noget uden for nummer dér, mens den anden holder øje med, hvad der sker omkring bænkene, indtil de to resterende når frem til tunnellen.

Jeg ved af gode grunde ikke, hvem der har set hvad i Aarhus, men hvis der har skullet afstemmes noget, kan der altså godt være lidt ekspeditionstid, også inden man får fundet synderen igen og kan fortælle, hvad der skal ske – men det kan hurtigt komme til at virke usmart eller uhensigtsmæssigt, selv om en følgestraf i princippet kan tildeles lovteknisk fuldt korrekt  helt frem til det øjeblik, hvor bolden bliver sat i spil igen – dvs. her ved begyndelsessparket til 2. halvleg.

Og så kan jeg ikke lade være med at føje den lille personlige krølle på, at dommeren efter TV-billederne at dømme viste ualmindelig stor langmodighed og forsøg på at undgå konflikt,  når man iagttager Mikanovic’s attituder, allerede da han får den første (og éntydigt helt korrekte) advarsel for film. Der var tæt på at være nærkontakt af tredje grad med en argumenterende pegefinger helt oppe i næsen på dommeren – plus de ord og den mimik, der fulgte med. Når der findes en forseelse til advarsel, som hedder ‘ved ord eller handling protesterer’, og spilleren sekunder tidligere har fået en advarsel, er det måske ikke det allersmarteste at fortsætte på den måde. Her kunne advarsel nr. 2 såmænd godt være faldet – og så havde man slet ikke behøvet diskutere væltede havestole og advarsel i pausen.

 

Jans Corner: To sælsomme tilfælde