Det er ikke så forfærdelig længe siden, at jeg på denne plads efter en læserhenvendelse havde fat i det med de to holds farver.  Så jeg slipper næppe for at følge op efter det sælsomme syn, der mødte TV-seere, der ville forlyste sig med Hobro og Brøndby søndag eftermiddag. Her var det morderlig svært at orientere sig, specielt i 1. halvleg, mens det hjalp noget, da solen forsvandt. Nu er reglerne i fodboldloven ikke lavet for TV’s skyld, men det kan heller ikke have været nogen ønskedrøm for nogen af de implicerede parter at skulle kende forskel.

Loven kræver som sagt bare, at ’de to holds spilledragter skal have farver, som adskiller dem fra hinanden samt fra dommerteamet’. I den virkelige verden betyder det trøjer og strømper, for det er dér, hvor det for alvor kan gøre en forskel, om det er det ene eller andet hold, der rører bolden. Og hvad havde vi så her ?  Hobro i overvejende gule trøjer med lidt blåt i, blå bukser og blå strømper. Brøndby i overvejende blå trøjer med noget gult i, blå bukser samt gule stømper. To forskellige nuancer blåt og to forskellige nuancer gult. Og så til overflod en gul bold.

Teknisk set er betingelserne opfyldt, men det giver altså et ualmindelig flimrende indtryk, når alt handler om de samme to farver i forskellige kombinationer. Og trøjerne med én hovedfarve og noget af den anden farve ned ad ærmerne må have gjort det til et helvede for linjedommerne at skulle vurdere offside-positioner set fra siden – for selv om armene ikke tæller med, siger farverne trods alt noget om, hvilket hold spilleren tilhører.

Så der er nok et par ting her, som man forhåbentlig har skrevet sig bag øret. At det ikke er så hensigtmæssigt, hvis det hele hænger på kun to farver i forskellige kombinationer.  Lige dér kan forskelligfarvede bukser gøre en forskel. Og at man som udehold nok bør have en ekstra mulighed med i bagagen bare for en sikkerheds skyld – det, som på papiret så tilforladeligt ud, er det ikke altid i virkeligheden (som et superligahold for nogle år siden måtte sande, da de på udebane måtte stille op i hastigt erhvervede hvide T-shirts med påmalede tuschnumre på ryggen). Alle overlevede her, og det gav ikke fejlkendelser, men tænk nu, hvis det ikke havde været helt så oplagt, hvilken spiller der havde armen på bolden i den situation, der gav et straffespark til Hobro. I sidste ende er dette jo ikke bare dumme regulativer og regelrytteri, men et forsøg på at minimere fejlkilderne, så der kommer de rigtige afgørelser ud af det i den sidste ende. Der er en god grund til, at man internationalt har dommerne repræsenteret på kampdagens sikkerhedsmøde, hvor man aftaler alle de praktiske detaljer.

En enkelt situation fra tirsdagens CL-runde er det nok værd at spilde et par ord på – om ikke andet så for igen at demonstrere, at tingene ikke altid er sorte eller hvide. Det handler om den hands-situation, som kunne have givet Borussia Dortmund et straffespark mod Real Madrid på et tidspunkt, hvor stillingen stadig var 0-0.

I en omstilling skyder Philipp på mål, bolden pareres på selve mållinjen af målmand Navas, men han parerer til gengæld bolden direkte ud på armen af Sergio Ramos. Det går rasende stærkt – faktisk så stærkt, at jeg fra den dybe lænestol kun lige når at registrere ’Var det ikke en arm ?’, og så er vi ellers videre. Men de efterfølgende langsomme gengivelser afslører med al ønskelig tydelighed, at der er kontakt mellem arm og bold: spørgsmålet er så bare, om det skal straffes.

Der er masser af aspekter her, men lad os starte med at overveje, om hånden på bolden overhovedet er strafbar – og med det samme eliminere alt, hvad der hedder følelser og folkeovertro i stil med ’Forsvareren får fordel af det, så selvfølgelig er der straffe’. Det er muligt, at Ramos får fordel af kontakten, men det er fodboldloven faktisk ligeglad med. Man kan i princippet score lovligt med hånden, og større fordel kan ingen vel tænke sig – det må bare ikke ske forsætligt.  ’Forsætligt’ er et af fodboldlovens helt store buzzwords og er én af de ting, der skal være opfyldt. for at man kan dømme et direkte frispark / straffespark.

’Forsætligt’ oversættes og tolkes i reglen som ’med vilje’, men i forbindelse med hands er man nødt til at strække definitionen lidt. Det omfatter også reflekshandlinger (dvs den arm, der uden at man egentlig vil det, bare flyver op og gør noget: klassikeren er skuddet med retning direkte mod hovedet, hvor armene kommer op for at beskytte, uden at man egentlig når at tænke. Det straffer fodboldloven – og også den spiller, der har armene højere oppe eller længere ude til siden for at gøre sig unaturligt høj eller bred og derved tiltuske sig en ekstra fordel. Det er meget moderne at tale om ’naturlig stilling’, og jeg bliver aldrig fan af den betegnelse – selv om man måske lander samme sted –  for om noget er naturligt eller ej, kan det være meget svært at blive enige om. Men der skal altså være en ’beregnende hensigt’ med, at armene er ude fra kroppen, for at vi kan straffe. For at hjælpe dommeren til at vurdere en given situation er instruksen også at se på elementer som boldens fart, hvor uventet den kommer, og hvor lang afstand der er mellem spiller og bold, da den sendes afsted. Fornuftige hjælperedskaber – som alle sammen skal være med til at klarlægge, om spilleren nåede at tænke og dermed i fodboldlovens forstand handlede ’med vilje’.

I situationen har vi et skud på mål, en målmand, der bokser bolden væk fra målet – og  sender bolden direkte op på armen af Ramos, der befinder sig lige ved siden af. Armene er godt hævet over bæltestedet og måske endda stadig på vej i bevægelse opad, da kontakten sker. Så vi har det hele: kort afstand, og en overraskende bold sendt afsted med høj fart. Det springende punkt bliver så armenes placering, og om bolden lige får et ekstra separat tryk fra Ramos, da kontakten opstår, eller om det hele er en naturlig bevægelse (der var den igen – det er svært at undgå at komme til at bruge ordet, selv om man prøver). Jeg synes personlig ikke, at der er nogen spillemæssig grund til, at Ramos har armene deroppe, og jeg tror faktisk også, at han lige giver bolden lidt ekstra fart væk – men situationen er på ingen måde glasklar, så det er sikkert en situation, som vil få dommere til at falde i to nogenlunde lige store lejre. Jeg kunne godt bruge et straffespark.

Jeg har set dommeren citeret for, at han ikke så, at der var hånd på (hvordan man så ellers har fået det citat, for dommere i internationale kampe må, i modsætning til f.eks. herhjemme, ikke udtale sig efter kampene – men lad nu det ligge). Det kan jeg godt forstå, for det går virkelig rasende stærkt. Til støtte for det taler, at der ikke kommer nogen afværgemarkering fra dommeren, som man ellers kunne forvente for at signalere ’Jeg har set det – men der skal ikke dømmes noget’. Hvad så med mållinjedommeren, som jo står tæt på ?  Han er godt nok tæt på, men han står på den forkerte side i forhold til situationen, så det behøver bestemt ikke være, fordi han er specielt uopmærksom, at han ikke registrerer det. En videodommer ude i OB-vognen havde selvfølgelig haft chancen, og en situation som denne er også én af den type, som forsøgets kommissorium tillader at vurdere og gribe ind over for – men videodommeren havde så også skullet gøre sig alle de overvejelser, som jeg lige har forklaret, før han nåede frem til en anbefaling til dommerens endelige afgørelse.

Sidste overvejelse er så, om der skal følge et rødt kort med eller ej. Vi er jo så vant til, at et straffespark for hands så tæt på mål ledsages af en udvisning, men hvad siger loven egentlig ?  Den siger, at forsvareren skal vises ud, hvis han ’berøver modspillerne et mål eller en oplagt scoringsmulighed ved forsætligt at spille bolden med hånden’. Navas parerer bolden væk fra mål, hvor der bliver kontakt med hånden hos Ramos. Så bolden er ikke på vej i mål, og dermed er der ikke berøvet et mål. En oplagt scoringsmulighed ?  Der er ikke rigtig nogen Dortmund-angribere, som står til at kunne modtage bolden, hvis ikke Ramos var kommet dem i forkøbet, så den synes jeg heller ikke rigtig, at vi kan bruge. Så med blikket rettet stift mod lovbogen kan det være svært at retfædiggøre et rødt kort – hvilket betyder, at vi kunne være endt med et straffespark og ikke nogen følgestraf eller i hvert fald højst en advarsel. Men lur mig, om ikke udvisningen var fulgt med, hvis straffesparket var blevet dømt – fordi alting går så stærkt, og ingen ville protestere mod den, men snarere forvente den.

 

Jans Corner: Gul og blå