Uanset hvor meget der er skrevet i forvejen, og hvor lidt lyst jeg har til at bidrage, kommer jeg nok ikke uden om søndagens kamp mellem Brøndby og FCK. Spille- og stemningsmæssigt afgjort ét af de bedre opgør mellem de to klubber, men alligevel er det de sidste to minutter, som kommer til at stjæle billedet. Den længste afbrydelse, som vi har haft af en dansk superligakamp på grund af tilskueruroligheder,  hvis man lige ser bort fra 1995-kampen mellem AaB og Brøndby. Det var den berømte ‘romerlyskamp’ – i øvrigt en noget misvisende betegnelse, eftersom der godt nok var masser af romerlys, men det var kanonslag, der var årsag til, at kampen blev stoppet og de sidste 16 minutter først spillet et halvt år efter..

Som tingene udviklede sig i Brøndby, var det fuldstændig korrekt, at dommeren valgte at afbryde kampen med godt to minutter igen. Der var simpelthen for megen uro og voldsanvendelse i det ene hjørne uden for banen til, at det kunne siges at være trygt at fortsætte. Og sikkerheden er den altafgørende parameter.  I den anden retning trækker så dommerens forpligtelse til så vidt overhovedet muligt at få kampen afviklet, hvis det kan lade sig gøre på rimelig vis. Man kan diskutere det sportslige i at afvikle de sidste to minutter med kampklædt politi stående nærmest på mållinjen, men alternativerne ville være endnu værre – både sportsligt og sikkerhedsmæssigt. Nu drejede det sig heldigvis kun om cirka to minutter, og vi undgik en skrivebordsafgørelse, men det er klart, at der ikke i de to minutter skulle have været så meget som én vildfaren lighter eller endnu et romerlys som kasteskyts, før festen havde været slut. Personligt kunne jeg også godt have ønsket, at Brøndby havde valgt det andet hjørneflag at trække ud mod for at få tiden til at gå til sidst – det var godt nok at lege med ilden, men det lykkedes heldigvis.  Det varer forhåbentlig mindst 22 år igen, før vi står i en tilsvarende situation.

Så gik det noget mere fredeligt, men også intenst på den gode måde, for sig nøjagtig samtidig, da Holland og Danmark spillede finale ved kvindernes EM. Finaler bliver tit noget underligt fesent noget, hvor angsten for at tabe overstråler lysten til at vinde, men her var der positive bølger fra begge hold. Det eneste, som var galt med den kamp, var egentlig resultatet – den var en fin propaganda for kvindefodbolden. Og det er den kamp, som har kastet ugens læserhenvendelse af sig.

En læser har bemærket den screening, som foregår i muren ved frisparket, hvor Holland scorer sejrsmålet – og spørger så samtidig, om vi er kommet dertil, hvor nogle handlinger i princippet er ulovlige, men hvor man i praksis, og tilsyneladende med kommentatorernes velsignelse, accepterer dem. Det burde jo være et simpelt spørgsmål at svare nej til, for selvfølgelig accepterer man ikke noget ulovligt – men det er faktisk ikke så simpelt endda og afhænger af, hvad man forstår ved ordet ulovligt. Lad os tage tingene ét skridt ad gangen.

Yderst i den danske forsvarsmur har Hollands nr. 6, Dekker, taget opstilling, og i selve sparkeøjeblikket bevæger hun sig bagud / til siden, så der bliver et hul i muren, så bolden uhindret kan komme forbi den, og Sofie Pedersen i hvert fald ikke kan komme til bolden. Som udgangspunkt har man jo lov til at stille sig på den græstørv, som man lyster, og det kriminelle kan først opstå, når man derefter foretager sig noget aktivt og generer en modspiller. At dømme efter TV-billederne bevæger Dekker sig primært til siden, men også lidt bagud. Det er ikke til at gennemskue, hvor meget fysisk kontakt der egentlig er, men det kunne godt se ud til, at hun spærrer for, at Sofie Pedersen kan komme hen til bolden. Om det så ville have gjort nogen forskel, er en anden historie, for bolden er jo under alle omstændigheder sparket. Det er tilladt at obstruere i fodbold, hvis bolden er inden for spilleafstand, hvilket vil sige, at den kan spilles i næste skridt – og man har front mod den. Man behøver altså ikke selv forsøge at spille den – ganske som når en forsvarer forsøger at dække bolden ud over en linje, mens en angriber fortvivlet prøver at komme forbi. Her må man sige, at Dekker er lige et par tiendedele for hurtig med at sætte screeningen, så bolden er ikke inden for hendes spilleafstand. Uden fysisk kontakt ville det med næsen i lovbogen isoleret set give et indirete frispark – er der fysisk kontakt, taler vi om forseelsen ‘at bremse en modspiller med fysisk kontakt’,  som skal give direkte frispark. Ikke fordi det gør den store forskel i egen forsvarszone. Der er i hvert fald ikke tale om, at Dekker med stor fysisk indsats fjerner Pedersen, som man ellers ofte ser i denne type situationer – men det kunne godt se ud til,  at der er en kontakt af en eller anden art.

Og er det så en ulovlighed, som man ser, men alligevel bare accepterer ? Det er her, at definitionen af ‘ulovligt’ kommer ind, for vi skal have fat i det måske allervigtigste, som står i fodboldloven, nemlig de tre små og godt gemte sætninger, der siger, at ‘Det er lovens ånd, at kampene spilles med så få afbrydelser som muligt. Derfor er det dommerens opgave kun at straffe klare lovbrud. Fløjten for bagatelagtige eller tvivlsomme forseelser skaber irritaion og modvilje hos spillerne og ødelægger tilskuernes fornøjelse‘.   Eller sagt på en anden måde: dommeren kan godt spotte en ulovlighed, men med fuld lovhjemmel skønne, at dette er bagatelagtigt eller for småt til at tage med i forhold til kampens linje. Som sagt er det ikke den klareste ulovlige screening med eller uden kontakt, som jeg har set, og havde det været sådan, at den danske forsvarsspiller fløj gennem luften eller tog flere skridt til siden, havde tingene nok stillet sig anderledes. Vi har i øvrigt en næsten tilsvarende situation i mandagskampen mellem SønderjyskE og AGF, hvor Mikkel Uhre ved 1-0 målet har taget opstilling lige foran målmand Jovanovic og stikker bagdelen let bagud, måske med kontakt, mens bolden går i mål. Det var der heller ikke nogen, der tog notits af.

Det er faktisk fodboldens hjerteblod, som vi har fat i. Lige så vel som man siger, at man først for alvor lærer at køre bil, når man kommer ud i trafikken med kørekort, skal man også først efter sin eksamen lære at dømme fodbold. Det er ikke den store kunst at se alle overtrædelser med blikket stift rettet mod lovteksten – men kunsten er at tage de rigtige forseelser, så der bliver flow i spillet, og vi får en god og seværdig kamp med skyldigt hensyn til, at fodbold er en kontaktsport. Dømmes alle petitesser, bliver det ikke nogen fodboldkamp (alene af den grund, at der ikke er ret mange spillere tilbage efter 1. halvleg, eftersom f.eks. ‘ved ord eller handling protesterer’ skal koste en advarsel – og det dækker jo i princippet alt fra et løftet øjenbryn og opefter). Det at identificere de bagatelagtige forseelser er en kunst i sig selv – hvad der er bagatelagtigt i 1. halvleg, behøver ikke være det i 2. halvleg, hvor temperaturen er steget og folk er onde i sulet. Det er her, kommentatorerne typisk siger, at ‘dommeren har strammet op’.  Man kan ikke dømme en serie 6-kamp efter samme dommerlinje, som man dømmer Brøndby – FCK  (eller en EM-finale for kvinder) – og i virkeligheden er de allersværeste kampe at administrere dem, som vi ser netop i disse dage, de indledende runder af poalturneringen med ofte adskillige rækkers forskel på de to hold.  På grund af den forskel er det, som er bagatelagtigt for det ene hold, det bestemt ikke altid for det andet – og så kommer dommeren på virkeligt arbejde. Man kan endda komme derhen, hvor man er nødt til at køre to forskellige linjer for, hvornår man f.eks. vil benytte fordelsreglen, afhængig af, om det er det ene eller andet hold.

Så nej, dommeren accepterer for så vidt ikke ulovligheder – men fodboldloven giver ham ret (og nu om stunder faktisk også pligt, eftersom vi taler om ’spillets ånd’) til at kategorisere en lille eller tvivlsom overtrædelse som noget, han ikke vil dømme for.

Vi kom helt ned i det fodboldfilosofiske, og efter nogle hektiske uger er tiden nu inde til at give både læserne og mig selv en lille pause i håb om, at der vil indfinde sig lidt sommer. Vi ses forhåbentlig på samme plads fredag den 8. september, hvor der sikkert er sket rigeligt i mellemtiden til, at ingen behøver kede sig.

.

Jans Corner: Bagatelgrænsen