Denne sommer rykkede 43-årige Christian Jensen op som indrangeret i serie 1. KFD ringede til Christian for at sige tillykke og fik en god snak om hans dommerkarriere.

Starten på dommerkarrieren.

Christian spillede fodbold i Hvidovre IF. Først som senior og da alderen blev til det også som oldboys. Efter er par år rykkede oldboysholdet i Hvidovre i midlertidigt op som veteranhold og det havde Christian desværre ikke alderen til. Så Christian startede med at spille seniorbold igen

Christian Jensen
Christian Jensen

på Hvidovre 3.senior. En dag faldt Christian i snak med Vidar Skinnes, som dømte en del af Hvidovre’s dommerløse kampe. Han fortalte, at der var dommermangel og opfordrede Christian til at blive dommer. Den udfordring sagde Christian ja til og tog herefter dommerkortet som 36-årig.

Ambitioner.

Christian havde i starten ingen ambitioner mht. sin dommerkarriere. Han vil blot hjælpe HIF med at dømme de dommerløse kampe.  Og da DBU K stillede en onkel/vejleder til rådighed sagde Christian nej tak, da han ikke mente, at DBU K skulle bruge penge på dette. Efter få år blev Christian imidlertid indrangeret i serie 3 og her åbnede sig en ny verden for Christian. ”Det var en anden slags – og bedre fodbold. Spillere og trænere var bedre til at fortælle og anderkende, at man har gjort et godt stykke arbejde på banen.  Ligesom det også var nemmere at dømme kampene. Det gav mig mod på at dømme endnu højere oppe og jeg satte mig det mål, at jeg vil prøve at blive indrangeret i serie 1. Nu er mit mål nået og for ikke at gå i stå, må jeg sætte mig nye mål. Det ville være fedt at rykke op i KS, men jeg må også erkende at jeg ikke har alderen med mig. Men vi må se, hvad der sker i fremtiden”, fortæller Christian.

Humor

Christian prøver Diadora tøj til teorimesterskabet
Christian prøver Diadora tøj til teorimesterskabet

Christian fortæller, at han tit bruger humoren når han dømmer.  F.eks. da han var linjedommer i en træningskamp med Fremad Amager som den ene aktør. Her stod Fremad Amager’s træner ”Faxe” ofte inde på banen og Christian bad ham flere gange om at gå ud af banen. Det var dog først, da Christian råbte ”Faxe, jeg ved godt at det brænder i fødderne for at være med i kampen. Men det er en seniorkamp og du er simpelthen for gammel til at være med, så bliv venligst udenfor banen”. Faxe forstod nu budskabet og resten af kampen blev han i det tekniske felt.

Fællesskabet

Christian har bl.a. været aktiv i KFD’s festudvalg og breddedommerudvalget og nyder i det hele taget fritidsjobbet som dommer.  Sparringen med gode kollegaer og den måde som man bliver taget i mod i dommerklubben har været vigtig. ”Dommerverdenen er i det hele taget en fantastisk verden, som man bliver draget ind i. Jeg nyder at dømme og jeg skylder min familie en stor tak for deres overbærenhed, når jeg er ude og dømme hver weekend. Til sidst skal der også lyde en tak til udviklere og alle dommerkollegaer, som har hjulpet mig på vej gennem årene, slutter en glad og stolt Christian.

KFD ønsker endnu engang Christian tillykke med oprykningen.

Christian Jensen er ny mand i serie 1