Situationer til diskussion bliver bare ved og ved med at komme forbi. Inden for den sidste uge har Chelsea fået to mål på sådanne situationer, og det skal der nok være konspirationsteoretikere, der kan få ganske meget ud af. Så meget mere, som det skete i opgørene mod to af rivalerne i toppen, Liverpool og Arsenal. Det er bestemt to situationer, som man kan diskutere, men jeg mener nu ikke, at der er så meget at komme efter – eller sagt på en anden måde: der er i hvert fald ikke begået oplagte justitsmord, og i sidste ende er det jo et dommerskøn, om situationen skal gå den ene eller anden vej. Jeg kan desværre ikke nå at se alt – men så er det jo en fornøjelse, at venlige mennesker gør mig opmærksom på, når der er noget med kød på. Det skete for begge situationers vedkommende faktisk inden for ganske få timer på selve dagen. Og bliv endelig ved med det.

For at tage dem i kronologisk orden, fik Chelsea i kampen mod Liverpool forrige tirsdag tilkendt et frispark uden for straffesparksfeltet. Dommer Clattenburg tager sig god tid ved frisparket, og mens det hele tiden har set ud til, at det var Willian, der skulle tage sparket, er det i sidste ende Luiz, der løber til og sparker bolden i mål, mens målmand Mignolet tager sig en lur eller i hvert fald er håbløst fejlplaceret i forhold til mur og sparker. Vi kan jo starte med at konstatere, at vi ikke er i afdelingen for hurtige frispark, hvor de kontroversielle ting ellers ofte sker. Grundreglen er her, at et frispark skal være en fordel for det hold, som har fået det tildelt, og dermed kan frisparket også tages uden formelt signal fra dommeren, når bare han i øvrigt har kontrol over igangsættelsen (det vil sige ikke f.eks. har ryggen til sparkeren, er ved at få muren langt nok væk, er ved at tildele et kort, eller tilsvarende). Tværtimod tages der rigtig god tid her med spray og det hele, muren bliver stillet op – og så skal der sparkes. Det står faktisk ikke skrevet, at dommeren skal fløjte som tegn til, at sparket skal tages, men instruktionen er, at det er en rigtig god idé, så alle er klar over, at nu går det løs igen efter alle formaliteterne. Det er ikke muligt – i hvert fald ikke for mig – at høre, om Clattenburg faktisk fløjter eller ej. Til gengæld er der intet som helst i vejen for, at en spiller (Luiz) tager sparket, selv om alle egentlig havde ventet noget andet. Kun ét sted i reglerne er der krav om, at sparkeren skal være tydeligt tilkendegivet, og det er ved straffespark (hvor straffen for overtrædelse af det også er så skrap, at sikkert ingen gør det mere i deres fodboldliv). Så på bundlinjen er der ikke noget åbenlyst forkert ved udførelsen af frisparket – bortset fra Mignolets manglende opmærksomhed.

Allerede lørdagen efter var den gal igen omkring Chelseas føringsmål mod Arsenal, hvor man kan komme rundt om både farligt spil og brugen af arme og albuer, hvis man har de lyster. Målet falder efter en mildest talt rodet situation, hvor bolden kommer retur fra overliggeren efter det første forsøg, og nu befinder sig højt oppe i luften på vej ned igen. Chelseas Alonso og Arsenals Bellerin kommer ind fra hver sin side og springer op i en luftduel. Her bliver der en fysisk kontakt, splitsekundet før Alonso header bolden i mål. Bellerin bliver liggende efter sammenstødet og har det bestemt ikke godt, så ingen tvivl om, at kontakten er sket med vis kraft. Det bemærkelsesværdige er, at ikke en eneste Arsenal-spiller protesterer efter scoringen. Godt nok er de hårde hunde i England, men et enkelt lille pip plejer det nu nok at kunne blive til, hvis man har følt sig bortdømt.

Én af de ting, som man som dommer ser efter, når man vil vurdere, om en arm skal straffes, er om den bliver brugt som redskab eller våben. ‘Redskab’ for at få noget opdrift på, så man kan få kraft i springet og komme til vejrs – ‘våben’, hvis armbevægelsen nu lige pludselig ikke bare bliver brugt som løftestang, men bliver rettet mod modspilleren. Bevægelsen kan sagtens starte som en uskyldig anvendelse som redskab og så ende med at være et væbnet angreb på modspilleren – ofte til at kende på, at synderen mere eller mindre diskret orienterer sig om, hvor modparten er henne, før armen ændrer retning. Er armen et decideret våben, snakker vi også om en eller anden kortfarve.

Og hvad sker der så lige her ? Som nævnt er tilbagespringet fra overliggeren atypisk, og derfor bliver tilgangen fra de to spillere, som lige pludselig ser den løse bold, også utraditionel. De kommer ind fra hver sin side med god fart, og det er Bellerin, der først letter fra jorden. Hans arme kommer med op som redskab, og da han så er deroppe, sænker han armene igen uden at foretage sig yderligere. Alonso kommer ind fra modsat side, tilsyneladende lidt senere og tager også armene med op, men holder dem deroppe. Begge spillere forsøger at heade til bolden, men Alonso er en god del højere end Bellerin, så derfor bliver resultatet, at Bellerins hoved på vej i den ene retning får kontakt med Alonsos arm, som er på vej i den anden retning. Sådanne to ting i modsatrettet bevægelse er noget af det mest uhyggeligt svære for en dommer at vurdere (også f.eks. ved en mulig hands, hvor både bold og arm er i bevægelse). For mig ser det mest ud til, at Alonso reelt overspringer Bellerin, og Bellerin på grund af højdeforskellen nærmest header ind i Alonsos arm. Andre vil måske se det, som om det er Alonsos arm, der rammer Bellerin, og så ville der være en sag for et frispark. Ikke for farligt spil, som skulle tro, for der er jo fysisk kontakt, og dermed skal vi ende med en forseelse, der kan give direkte frispark – f.eks. et puf eller et spring. En situation, som kan blive opfattet forskelligt fra forskellige vinkler (og dermed heller ikke én, hvor video vil hjælpe noget, for hvilken vinkel er ‘den rigtige’ ? ). Jeg ser den på samme måde som dommeren – at Bellerin selv er medskyldig i kontakten, og dermed er der mål, men fuld forståelse for, at andre vil opfatte det, som om Alonsos arm er den mest udfarende kraft. Engang imellem er der bare situationer, hvor der ikke gives noget éntydigt facit – og så har vi dommeren til at skønne.

Der bliver lige plads til at komme lidt ind på fænomenet ‘gentagne overtrædelser’, som er et af de forhold, som kan ende i en advarsel (til en del spilleres undren, for måske er det ikke det sidste frispark, som er det groveste i rækken). Aktuelt var det kampen mellem City og Swansea, hvor Llorente fik et gult kort, og hvor Mike Dean tydeligt med fingrene markerede, at det var tre forseelser på stribe, der var grunden. Læseren spørger, om der er retningslinjer for, hvad gentagne overtrædelser er. Og det hurtige svar er, at det er der ikke. Der er ikke et bestemt antal, som man skal overskride for at falde i fælden – det bliver dommerens fornemmelse for, hvor mange gange en spiller har været forbi: én af de ting, som det er meget lettere at holde styr på oppe fra tribunen. Man kan også sige, at det skal handle om forseelser mod en modspiller – det udløser altså ikke en advarsel for gentagne overtrædelser, at man har stået strafbar offside fem gange. Har man raget sig et gult kort til og fortsætter med at lave ulykker, er vejen til det næste gule kort (og dermed rødt) i princippet ganske kort. For yderligere forseelser vil jo i sagens natur også være ‘gentagne’. I det virkelige liv vil dommeren ofte ubevidst afvente (og håbe på) den forseelse, der er lige en tak værre, så udvisningen også er til at sælge til omverdenen – og det er der gennem tiderne mange rutinerede spillere, der har undgået udvisninger på, ved at holde sig til ‘de små’ frispark. Men det er altså ikke det, der står i loven.

Læseren spørger også, om man kan spare op til kort ved, at forskellige spillere begår frispark på den samme modspiller. Og nej, det kan man ikke – og det er måske ét af de steder, hvor jeg nogle gange kan synes, at loven har en logisk brist. For vi vil jo alle sammen gerne beskytte de dygtige boldspillere – og omvendt kan en træner jo, som sagerne står, bare skifte markeringsspiller, når den første er ved at have opbrugt sin kvote af frispark (som altså ikke er et bestemt antal, men kun en fornemmelse). Men fodboldloven opererer ikke med kollektiv straf.

Jans Corner: Sort, hvidt eller gråt