KFD

Nytårets velsignelser er forhåbentlig overstået på bedste vis, og vi har kastet os ud i et nyt fodboldår 2017. I bagklogskabens ulideligt klare lys blev det skæbnens ironi, at jeg i sidste uge skrev, at det ellers meget kompakte jule- og nytårsprogram i Premier League ikke havde kastet alverden af interesse af sig. For jeg skal da ellers lige love for, at der kom gang i mekanikken i den seneste spillerunde – og så sidder jeg endda og skriver omkap med, at kickoff for Tottenham-Chelsea nærmer sig onsdag aften, så den når jeg ikke engang at få med. Den er ellers altid god for noget – kampen fra maj med Mark Clattenburg som opmand står fremdeles som noget af det vildeste, som jeg har set.

Men der har blandt andet været tre direkte udvisninger for tacklinger, som alle var variationer over samme tema: I West Ham – Manchester United var det Feghouli over for Phil Jones, i Manchester City – Burnley var det Fernandinho over for Gudmundsson, og i Bournemouth – Arsenal var det Simon Francis over for Aaron Ramsey. Med det specielle engelske system er der appelleret over et par stykker af de røde kort, så jeg venter lige en postgang og tager dem under ét – for de indbyder unægtelig til en samlet behandling af, hvad det er, der gør en tackling værdig (eller skulle ordet snarere være uværdig ?) til en direkte udvisning. Det er godt nok sjældent, at tingene på den måde kommer i bundter. Gad vide, hvilke krydderier der har været i julemiddagen hos synderne – eller måske hos dommerne.

Og så har jeg endda kastet de to straffespark til side, som sikrede Sunderland uafgjort mod Liverpool (plus det måske tredje, som ikke blev dømt) – ligesom den praktiske anvendelse af målteknologien i West Ham – Manchester United, da bolden bevægede sig langs linjen og ikke var inde. I tidligere tider ville sådan en afgørelse have fremkaldt appeller en masse, men her kunne dommeren nøjes med at pege på sit ur (som har sensoren) for at indikere, at intet havde bippet – og så var der fuld accept hele vejen rundt. Den sideeffekt af målteknologien – at den kunne få spillerne til bare at tænke ‘Nå, ja…’ – havde jeg helt ærligt ikke set komme, men det var simpelthen forbløffende at se, hvor fredeligt hele situationen blev afviklet.

Til gengæld kan der være god grund til at vende tilbage til Manchester United – Middlesbrough nytårsaften, hvor der var god gang i den, og hvor Zlatan Ibrahimovic fik annulleret et mål for farligt spil undervejs. For farligt spil er noget af det mest komplicerede for en dommer at tage stilling til, og det er også et af de områder, hvor der hersker flest fordomme, falsk viden, folkeovertro, eller hvad man nu vil kalde det. Typisk vil man ude i felten ikke møde appeller for noget, der kaldes farligt spil, men derimod ting som ‘stempling’, ‘højt ben’, ‘knopperne forrest’ eller tilsvarende. Det kan lyde lovnørdet, for kan det ikke være ligegyldigt, om ting hedder det ene eller andet ? – og svaret er ‘Jo, sagtens – men det duer bare ikke, når det giver anledning til misforståelser’. For det er muligt fuldt lovligt at ‘stemple’ ved at tæmme en bold med fodsålen. Det er også muligt at spille en bold med foden oppe i 2. sals højde – og det er i den grad tilladt at tackle med knopperne forrest. Bare man har kontrol over, hvad man foretager sig, og elementer som afstanden til modspillerne er på plads. Og det er typisk her, det begynder at blive svært.

Det helt centrale og afgørende for dommeren er, om handlingen overhovedet er farlig. Fodboldloven kalder det blot ‘spiller på en måde, som er farlig’, og heri ligger, at det kan dels være farligt for en modspiller – men i princippet også for spilleren selv. Og så kan vi finde de helt outrerede eksempler, hvor en spiller f.eks. begår farligt spil mod en medspiller ved at sparke bolden væk lige foran næsetippen på ham – men de eksempler skal jeg forskåne læserne for: de er reserveret lovnørder, teorimesterskaber og de lange mørke vinteraftener. Forseelsen ‘farligt spil’, som skal straffes med et indirekte frispark, forudsætter også, at der ikke er nogen fysisk kontakt, for ellers er vi i en helt anden boldgade, normalt med direkte frispark eller straffespark til følge, men herom senere.

Lad os tage udgangspunkt i Zlatan-situationen. En lang bold i vel halvanden meters højde sendes ind i straffesparksfeltet. Zlatan går efter den – og det gør målmand Valdes (med lidt langsommere reaktionstid) også. Zlatan strækker i fuldt løb benet frem, imponerende akrobatisk i øvrigt, og sender bolden forbi Valdes. Til overflod rammer han bolden med knopperne forrest. Valdes når aldrig frem til bolden, men målet annulleres. Da Zlatan rammer bolden, er der vel lidt over en meter hen til Valdes.

Så er spørgsmålet: var det farligt ? Hvis ja, har dommeren et helt lille beslutningstræ, som han skal lade køre gennem hjernen på en brøkdel af et sekund. Er der noget, der ser farligt ud, og kun en enkelt spiller er aktiv, er der selvfølgelig ingen tvivl om, hvem der skal straffes. Er der to aktive spillere, vil tommelfingerreglen være, at den, som er nærmest på bolden, også har forkørselsretten – med andre ord vil det i så fald være den senest reagerende, der gør situationen farlig og skal straffes. I det ultimative grænsetilfælde, hvor begge spillere er lige aktive på samme tid, og bolden ikke er ‘nogens’, vil man se på den naturlige spillemåde: er bolden højt i luften, er det alt andet lige en headende spiller, som har retten til bolden. Foregår det nede ved jorden med to samtidige indsatser, er det ham med foden, der har retten til den – og den headende spiller, der skal straffes.

Men så langt burde dommeren efter min bedste overbevisning slet ikke komme i denne situation. Der er som sagt en god meter mellem Zlatan og Valdes, da bolden rammes, og Zlatan har i den grad initiativet. Faktisk mistimer Valdes sit indgreb lidt. For mig at se et ganske udmærket mål – medmindre man vil hævde, at Valdes af hensyn til faren ikke tør komme frem mod bolden og trækker sig i sit løb, fordi Zlatan kommer i fuld fart. Men dér kan jeg ikke se, at vi er henne.

Hvis man tænker sig, at der i en farligt spil-situation bliver fysisk kontakt mellem parterne, er vi ovre i en anden lovkasse. Indtil i sommer ville man tale om ‘farligt spil med kontakt’ – lidt problematisk, eftersom den ikke var listet blandt de ti forseelser, der kunne give direkte frispark, så man måtte putte den ind under en af de andre, typisk ‘sparke’. Og så havde man problemet med, at der ikke nødvendigvis skulle følge en udvisning med, som der ellers normalt skal ved forseelsen at sparke. Men nu har vi heldigvis fået forærende en forseelse nummer elleve, ‘bremser en modspiller med fysisk kontakt’, så den bliver det lovmæssige søm at hænge frisparket op på.

Og som sagt normalt et direkte frispark, hvis der er fysisk kontakt. Den saksesparkende angriber, hvis fod efter at have sparket til bolden ender inde i hovedet på forsvareren, pådrager sig et direkte frispark (og måske en følgestraf i form af en advarsel – lidt svært med en udvisning, hvis det oplagt var bolden, han forsøgte at spille, og modspilleren bare var en sidegevinst). Men for at det nu ikke skal være alt for let, udløses der kun et direkte frispark, hvis forseelsen var farlig mod en modspiller – ikke hvis forseelsen var til fare for spilleren selv. Så den forsvarsspiller, som inde i eget straffesparksfelt kaster sig ned med hovedet forrest i angriberens støvle for at få fat i bolden, slipper med et indirekte frispark til angriberne. Det ville også næsten være for ondt, hvis forsvareren efter at være båret ud med et flækket øjenbryn og tab af en håndfuld tænder som lidt ekstra salt i såret skulle få et straffespark imod sig. Fodboldloven kan faktisk godt være menneskelig, når det skal være.

Men alle disse overvejelser kommer man som sagt først ud i, hvis der er noget, der ser farligt ud. Det synes jeg på ingen måde, at Zlatans aktion mod bolden (og Valdes) gør. Det i mine øjne fejlagtigt annullerede mål fik heldigvis ingen indflydelse på resultatet – ellers havde vi nok kunnet høre Mourinho endnu her en uge efter.

Hi, I’m Ruben Christensen