KFD
Jans Corner

Jans Corner: Og så blev det jul

På en eller anden måde er det lidt surrealistisk at sidde og skrive klumme her op til jul. Og det vil uden tvivl virke ligeså for læserne fredag. Der er ligesom andre ting at tænke på og andre ting, der står på dosmersedlen. Ikke desto mindre holder fodbolden ikke pause. Juleprogrammet i England er jo legendarisk, og det er der endnu trods adskillige års lejlighedsvise markskrigeri fra specielt udenlandske trænere, som ikke kan forstå, hvorfor tingene dog skal pakkes sammen på den måde, når nu alt andet tilsiger julefred og familie. Men traditioner udrydder man ikke så let, og det er vitterlig en tradition at gå til fodbold i England 2. juledag. De, der så ikke går til fodbold – og nu skal jeg passe på ikke at få en kønspolitisk ambolt i nakken – har uden tvivl tilsvarende traditioner. Blandt andet starter udsalgene typisk tidligt i den ende af verden, og så kan alle jo vælge, hvad de vil, uanset om man er han eller hun.

Men der er heldigvis også noget at gribe fat i her i den sidste juleuge,. hvor tingene ellers er ved at gå i dvale mange steder. Jeg lovede i sidste uge at vende tilbage til brugen af videodommer ved VM for klubhold, og det skal jeg også nok overholde. Men vi skal lige rundt om et par andre episoder først. Bølgerne gik højt i slaget om Merseyside mellem Everton og Liverpool. Jeg har kun set små uddrag, men det er fuldt forståeligt, at den tackling, som Ross Barkley satte ind på Liverpools Jordan Henderson har fået folk til tasterne. Tager man de kriterier, som dommeren skal have i baghovedet, når han skal vurdere, om en forseelse hvad angår følgestraf er til ingenting, gult eller rødt, er der ingen tvivl om, at alle advarselslamper blinker faretruende. Kontakten kommer med stor, også for stor, kraft, og kontakten er pænt over foden og op ad ankelen. Knopperne er forrest, og frem for alt er der ikke kontrol over noget som helst i udførelsen Man kan jo ikke udelukke, at viljen til at spille bolden var til stede (det må man da håbe) – men muligheden var der i hvert fald ikke. Så stort set alt signalerer rødt kort.

Hvorfor bliver det så kun gult ? Selv om det er hårde hunde i England, er jeg sikker på, at Mike Dean græmmer sig, når han ser billederne bagefter. Hans position er ikke den bedste. Han er et stykke væk, men det er sådan set ikke det værste – hans vinkel er sådan, at det kan være svært at se kontaktstedet. Og her bliver han i den grad afhængig af hjælpen fra sine kolleger. Linjedommeren har et fornuftigt udsyn og burde kunne melde ind. Og nu har jeg kun set et kort klip fra kampen, som ikke afslører, om situationen foregår ud mod den sidelinje, hvor fjerdedommeren står. Gør den det, er han en helt oplagt kandidat til at gribe ind, for han har i hvert fald helt frit udsyn. Hele idéen med at have flere dommere end de tre er jo netop, at alle kan melde ind, og hvem, der kommer med det afgørende input, er egentlig fuldstændig ligegyldigt. Vi skal bare have den rigtige kendelse på bundlinjen. Og ingen med forstand på fodbold er forhåbentlig i tvivl om, at bundlinjen her havde været rød.

I dette tilfælde er dommeren relativt langt fra situationen. Ikke fordi han er en doven hund, men spillet er skiftet ret pludseligt forinden, og medmindre man er en sand Carl Lewis, kan man bare ikke være på total omgangshøjde hver gang. Men det fører mig til en anden ting – nemlig at man også kan være for tæt på. Typisk gør man jo meget ud af, at ‘dommeren stod godt placeret’. Ja, men nogle gange er den bedste placering bare ikke den nærmeste. Netop sådan noget som hastighed og voldsomhed i tacklingen observeres faktisk bedre på lidt afstand, fordi det med en alt for tæt placering kan være svær at få perspektivet – så hurtige og heftige tacklinger ikke kommer til at virke nær så dramatiske, hvis man ikke har en baggrund at måle dem imod. Der er uden tvivl mennesker med meget større matematiske kundskaber end mine, der kan forklare dette – men min pointe er egentlig også bare, at det ikke altid er en fordel at være tæt på – på samme måde, som kendelser afsagt i fuldt i løb løber en større risiko for at være forkerte, end hvis man har ro i kroppen.

Tirsdag faldt jeg ned i Copa del Rey-kampen mellem Malaga og Cordoba (altid sjovt at se de små mule de store), og her mødte vi det sjældne tilfælde, at et straffespark blev taget om, selv om bolden var endt i mål. Der var også ganske rigtigt som sædvanlig en fire-fem spillere af forskellige trøjefarver for tidligt inde i feltet, og så skal sparket tages om uanset resultatet. Jeg sad og klappede i mine små hænder, for det ses alt for sjældent. Og så kom jeg hurtigt ned på jorden igen, da det hele gentog sig ved omsparket – og målet denne gang blev anerkendt. Suk – for ganske vist kan vi ikke stå hele natten og sparke straffespark, men har man sagt A, må man også sige B. Ellers er der ikke logik i tingene.

Og så ellers til videodommeren, som fik sin – i hvert fald pressemæssige – ilddåb ved VM for klubhold i Japan. Turneringen er en af de forsøgsturneringer, hvor FIFA afprøver virkningerne af at have et videopanel siddende udenfor som en slags overdommer. De mennesker, som sidder og kan nærstudere TV-vinklerne, er dommere af en kaliber, som lige så godt kunne have løbet rundt inde på midten af banen, så det er altså ikke bare nogen, som man har fundet ude på gaden. Den faglige vurdering er således på plads.

I to situationer var der brug for videodommerne – dels i den ene semifinale mellem Atlético Nacional og Kashima Antlers, og søreme også i den anden semifinale mellem Club América og Real Madrid. Den første var lovmæssigt den sjoveste – en frisparksbold sendes højt ind i straffesparksfeltet, hvor nogle spillere går omkuld, og resultatet efter videokonference bliver et helt korrekt straffespark. Ingen tvivl om, at der i sparkeøjeblikket foreligger en offside-position på Kashima-spilleren (og et par kolleger), og der er også kontakt mellem spilleren og en forsvarer. Det kunne få én til at tro, at der skulle dømmes offside for at genere en modspiller. Men i princippet er alt det, som sker, før bolden bliver sparket, gratis i offside-henseende (det er også det, som får angriberne til at sætte nogle spillere bag en forsvarsmur for at plumre vandene – bare de er væk, inden der bliver sparket). Og efter at sparket er taget, er der ingen kontakt end den, som forsvareren udvirker, da han spænder ben for angriberen. Og så må det blive til et straffespark, selv om det er begået på en spiller i offside-position – for den sidste er ikke blevet strafbar endnu. Noget helt andet havde været tilfældet, hvis angriberen havde forsøgt at angribe forsvareren for at erobre bolden. Men så langt kom vi aldrig.

Så langt for det lovmæssige. Man landede det helt rigtige sted, og det er fint nok. Men der gik godt fire minutter fra forseelsen, og til bolden lå i mål. For i første omgang spilles der videre, og det er først ved næste spilstop, at videodommerne kan påkalde sig dommerens opmærksomhed og sige, at her er noget, som han måske burde kigge på. I princippet kunne der være sket hvad som helst i den mellemliggende tid – et straffespark i den anden ende, eller sågar et mål ? Se, det ville have været en interessant lovmæssig nød – og er det virkelig det, som man vil ? Jeg er fremdeles skeptisk på grund af tidsforbruget – men forsøgene skal nok vise os både fordele og ulemper. I hvert fald objektivt set godt, at straffesparket blev fanget.

I den anden semifinale handlede det om en mulig offside ved Ronaldos scoring til 2-0. Dommeren fra Paraguay virkede set udefra lidt rundt på gulvet og svingede frem og tilbage – men endte så med at dømme det korrekte mål efter et lille minut og uden at have set video. Egentlig kan det godt undre mig, at situationen overhovedet var video-værdig, for der var vel en halv meter onside, når man husker, at armene ikke tæller med. Men fred være med det – forsøg er der jo netop for, at alle kan finde deres ben, og der kan komme nogle fornuftige direktiver.

Herfra skal der lyde en rigtig glædelig jul til læserne – det gode nytår kommer om en uges tid.

Hi, I’m Ruben Christensen