KFD
Nyheder

”Brixen” er ny FIFA linjedommer

Som du måske har læst blev KFD beriget med endnu en mandlig FIFA linjedommer, da FIFA offentligt gjorde deres indrangering for 2017. Christian Brixen kan fra årsskiftet kalde sig FIFA linjedommer, efter 5 sæsoner som linjedommer i Superligaen. KFD ringede til Brixen for at sige tillykke med det nye FIFA-skilt og høre lidt om hans dommerkarriere, som faktisk kun er 11 år gammel.

Hvordan startede din dommerkarriere?

Superliga-vinker Christian Brixen.
    FIFA linjedommer Christian Brixen

Jeg var i livgarden, hvor jeg lærte Malthe Kringelbach Iversen at kende.  Malthe havde gået i gymnasiet med Kenn Hansen, og det var vel nok Kenn, som inspirerede Malthe og jeg til at blive dommere. Derudover har min far været basketdommer lige siden jeg var lille, hvilket han stadig er, nu også som international observer. Så der kommer noget af inspirationen helt sikkert også fra.

Malthe og jeg tog dommerkortet i 2005 og et halvt år efter blev vi faktisk begge indrangeret i serie 1. Vi brugte hinanden rigtig meget som sparring, og det kan jeg kun anbefale andre unge dommere at gøre. Jeg var indrangeret i serie 1 i et halvt år, inden jeg kom i KS (Københavnerserien). Her var jeg igen i et halvt år, inden jeg debuterede i Danmarksserien. Efter 1 år i DS rykkede jeg op i 2. Division.  Så mit avancement fra seriebold til divisionsbold gik forholdsvis hurtigt, jeg tror faktisk det er rekord.

Jeg kom også hurtigt med i KFDs talentgruppe, under John Holms kyndige ledelse, og her fik jeg hurtigt et rigtig godt netværk, hvoraf jeg bestemt skylder flere af dem en tak. Her kan fx nævnes Michael Poulsen, Lars Gerner, Bjarne Nigaard og Egeberg fra KBU. Derudover de andre i talentgruppen, hvoraf de fleste desværre ikke dømmer længere.

 

Hvorfor valgte du at gå ”linjedommervejen”?

Jeg dømte 3-4 sæsoner i 2. division uden yderligere avancement, og kunne jeg se flere af mine jævnaldrende kollegaer rykke forbi mig. Jeg begyndte derfor at overveje min fremtid indenfor dommerverdenen, og jeg valgte derfor at prøve mig af som linjedommer, hvor vejen til Superligaen var noget kortere.  Jeg tog derfor en snak med Jørn West Larsen, som var medlem DBU’s elitedommergruppe, om at gå linjedommervejen. Det var Jørn positiv overfor, og jeg har aldrig fortrudt mit valg siden hen.      

 

Hvordan fik du overrakt den gode nyhed?

Christian Brixen på arbejde
  Christian Brixen på arbejde

Jeg fik beskeden i efteråret, om at DBU havde indstillet mig som FIFA linjedommer.  Med indstillingen følger også et lægetjek, så jeg var en tur til lægen og så var det bare med at vente og holde tæt. FIFA valgte at følge DBU’s indstilling, og Kim Milton ringede til mig og fortalte den gode nyhed. Milton ringede faktisk mens jeg var i Serbien og vinke for Peter Kjærsgaard Andersen i en U-19 miniturnering. Så den gode nyhed blev fejret på behørig vis sammen med ham om aftenen i hotelbaren.

 

Hvordan er det at være linjedommer?

Det er superfedt at være linjedommer og jeg glæder mig altid meget, når jeg skal ud og vinke. Samværet med mine kollegaer, som man efterhånden kender godt, stemningen, presset osv. omkring en superligakamp er bare superfedt, og det giver mig noget, som jeg ikke får andre steder.  

Men det har bestemt også nogle omkostninger at være topdommer, hvilket mange nok ikke er klar over. Det kræver rigtig meget at være med højeste niveau i dag, og det bliver nok ikke mindre krævende i fremtiden.  Som FIFA linjedommer skal man igennem mange forskellige tests, på træningslejr, deltage i kurser mm., ligesom man også skal bestå høje fysiske krav. Så ens kalender er hurtigt booket, og jeg har været nødt til at foretage nogle prioriteringer, som desværre går ud over nogle og noget. På søndag skal jeg f.eks. til Esbjerg og vinke, og fra jeg kører hjemmefra og til jeg er hjemme igen, går der hurtigt 12 timer. Derudover kan der være en del rejser, så den skal også lige cleares med arbejdet. Desuden skal ens bagland også være indforstået med dette og bakke op omkring ens fantastiske hobby, ellers kan det simpelthen ikke lade sig gøre……

Men når alt det er sagt, så synes det er sjovt, og så længe jeg gør det, bliver jeg ved…..

KFD ønsker endnu engang Brixen tillykke og glæder os til at følge dig fremover.

Hi, I’m René Krarup